Gunde og Julia Rosenkrantz
Gunde var ældste søn af baron Iver Holger Rosenkrantz (1813-1873). Moderen hed Julia Louise, var født Mackenzie som medlem af en gammel skotsk klan. Baronen var ved giftermålet dansk ministerresident i det nyskabte Italien og havde der mødt, bortført og giftet sig med Julia. Dette skabte kun midlertidigt et anstrengt forhold til svigerfamilien, idet denne også havde tradition for at bortføre kommende brude. Sammen med sine 3 brødre, hvoraf forfatteren Palle Rosenkrantz var den ene, voksede Gunde op i den tidligere amtmandsbolig på Frederiksborg Slot og Vedbæk indtil faderen døde i 1873. Det første år efter faderens død tilbragte Julia Rosenkrantz og børnene i Rom hos Julia's søster Nancy, der også var blevet enke i en ung alder.
Problemet med drengenes manglende skolegang løste konsul Bravo ved at sætte sin sekretær, magister Martin Galschiøtt, til at undervise. Dette bekendtskab blev af afgørende betydning for Gunde, der på trods af manglende boglige evner erhvervede sin store interesse for historie gennem turene rundt i Rom med Galschiøtt. Desuden lykkedes det Galschiøtt, ved at bruge inskriptionerne på paladser, kirker og monomenter, at lære drengene latin, et sprog, der normalt ikke er så let at tilegne for små utålmodige drenge.
​
Denne fremragende pædagog blev igen Gundes lærer, da familien kom tilbage til København igen og som voksne var de venner indtil Gundes død.
Fra Rom vendte familien tilbage til Danmark, hvor moderen købte en lille ejendom på Toldbodvej (nu Esplanaden) i København, og drengene kom i skole her for at få en dansk opdragelse. Hun havde straks efter sin mands død overvejet at flytte tilbage til Skotland men opgav tanken. Af økonomiske grunde måtte hun leje stuelejligheden ud, og hun forsøgte også at skabe sig en
To ligsten, den ene opretstående
levevej ved hjælp af sit medfødte talent for at tegne og male. Hun blev en af de to første elever på det nyoprettede Kunstakademi for Kvinder i København. Men kræfterne slog ikke til, og hun blev syg. 1880-81 tilbragte hun i udlandet, men det var først i 1889, at hun opgav boligen i Danmark og slog sig permanent ned i Rom.
​
Familien mente efter hjemkomsten fra Rom, at Gunde, der var lidt døv, ikke egnede sig til almindelige skoler og han kom derfor på Galsters kursus og tog sin preliminæreksamen i 1882. Han havde opelsket en glødende interesse for personalhistorie og gennem en slægtning fik han ansættelse i Rigsarkivet, hvor han hurtigt viste store evner for arbejdet og inden længe kunne man i Dansk Magazin læse om den unge mands heldige fund af Christoffer af Bayerns testamente. Dermed skulle man så tro at Gundes lykke var gjort, men rigsarkivaren, der selv var autodidakt, forlangte at Gunde skulle være student, såfremt han ville beholde sin ansættelse i arkivet. Trods flere års slid og bardommens latinske øvelser formåede han ikke at bestå prøven i latin, der var forudsætning for studentereksamen.
Efter et ophold i England fik Gunde arbejde i Postvæsnet, først i Nykøbing Sjælland og siden i København. Den belevne unge mand havde en evne til at skaffe sig mange og trofaste venner så det manglede ikke på selskabelighed om vinteren. Hver aften var han sammen med sine højtsatte venner men pludselig brød han sammen af overanstrengelse. En efterfølgende konstateret tuberkulose sendte ham på et resultatløst sanatorieophold i Alperne, og dødssyg søgte han tilsidst tilflugt hos moderen i Rom.
Broderen Palle skrev 1917 om sine besøg i drengeårene på Den Protestantiske Kirkegård: "Vi vandrede rundt paa den forsømte Kirkegaard med Cypresserne og de mørke Mindesten over Mænd og Kvinder, der var døde i Rom langt borte fra Fædrelandet; vi kendte ikke deres Navne, vidste ikke hvem de var. Nu er der en Grav paa den protestantiske Kirkegaard, mod hvilken, om jeg skal gense Rom, jeg vil rette min Gang. Den findes ikke langt fra Indgangsporten i første række, og paa et lille Marmormonument staar Indskriften: Iver Gunde Lewis Augustus Rosenkrantz, født den 14. Oktober 1865, død den 18. November 1891, og neden under de tre Ord "og hans Moder". Det er det eneste synlige Minde, min Moder har villet skulde angive det Sted, hvor hendes Aske er stedt i Jorden. Min yngste Broder lukkede hendes Øjne, opfyldte hendes Ønske; hendes Legeme blev brændt og Asken i Urne givet i den Grav, der i tyve Aar havde været min ældste Broders sidste Hvilested. Men i Ordene "og hans Moder" laa et helt Livs tilkæmpede Opfattelse af det enkelte Menneskes Ringhed og Ubetydelighed, et ydmygt Vidnesbyrd af En, der i halvfjerdsindstyve Aar havde søgt Sandheden og fundet Fred i Tanken om Udslettelsen af Legeme og Navn, i den sikre Forvisning, at Aanden, der altid havde levet, aldrig kunde dø.
Og saaledes vil til de andre Minder om den evige Stad for mig altid knytte sig Mindet om min Moder, vort sidste Møde og hendes tavse Grav under Pyramiden og de sorte Cypresser".