Tyge Bendix
Marmorstele med portrætmedaillon i bronzeramme
Kunstner: Knud Nellemose.
Jeg er høsten; alle farvers mester
dirigent for stormens orkester
Jeg er høsten, somrens efterfølger
skumklædt rider jeg på havets bølger.
Jeg er høsten - jeg vil dø i glans
hej spil op endnu en sidste dans!
Ung jeg er skønt mine haar jeg mister
først når sneen falder hjertet brister.
Digtet er et eksempel på en af de mange kunstneriske sider af Tyge Bendix, født i København 1894. Moderen Agnete Zøylner var af islandsk købmandsslægt. Hun giftede sig ung med den ligeså unge handelsmand, William Bendix, der sammen med sin bror drev det store landbrugsmaskinfirma "Brd. Bendix" på Gammeltorv i København. I den smukt beliggende museumsinspektørbolig ved Rosenborg Slot ud mod Østervold voksede Tyge og broderen Jørgen op, med sommerophold i "Hyllingebjerg" ved Liseleje. Hjemmet var et kulturelt centrum for digtekunst, musik, malerkunst.
Datteren Pia, senere gift med billedhuggeren Knud Nellemose, fortæller om sin far: "Min far var ikke blot født med en sølvske i munden, som man vist nok sagde det på engelsk, skeen var også usædvanlig smuk og ædelt udført, måske af sølvsmeden, maleren Johan Rohde, gift med mors søster
Asa. Med sin onkel rejste Tyge første gang som 17-årig, efter studentereksamen, til Rom. Denne rejse fulgtes af endnu een sammen med Johan Rohde og disse rejser lagde nok retningslinien for hans livslange kærlighed til Italien og var bestemmende for hans endelige valg af kunstnerbane. Min far fik i 1916 antaget 3 eller 4 arbejder på Charlottenborgs censurerede forårsudstilling. Ind imellem arbejdede han som skuespiller, dels hos Gerda Christophersen på dennes landsdækkende turneer, dels på Dagmarteatret, hvor han spillede med Bodil Ipsen. Desuden med Else Schouboe og Henrik Bentzon.
Jeg mener først det var i 1927 at min far tog til Rom. I den første tid boede han i Olevano Romano, hvor han malede mange billeder. I 1929 giftede Tyge sig med sin kusine Lili, født Henriques. De var enige om at bosætte sig i Italien og lejede sig i 1930 ind i en stor lejlighed på Piazza del Popolo. Såvel her som i deres senere, efter krigen, to hjem i Rom, var hjemmet et samlingspunkt for unge og ældre danskere på besøg i Rom. Det var før Kunstfondens og de store rejselegaters milde og gyldne pengeregn, og det var ikke mange penge, unge kunstnere og forfattere havde at strø om sig med. I Casa Bendix var der takket være begge mine forældres naturlige gæstfrihed og deres økonomiske mulighed derfor, altid plads ved bordet og dertil livlige samtaler om alt, hvad der rørte sig i tiden. Mine forældre fulgte ret godt med i hvad der skete hjemme i Danmark. Min far gjorde et stort arbejde i Den Skandinaviske Forening; jeg mener at han var næstformand. For sin indsats for danskheden i Rom blev min far tildelt ridderkorset nogle år før sin død".
Ved mange arrangementer i Den Skandinaviske Forening oplevedes Tyge Bendix som en blændende oplæser af H.C. Andersens historier. "En skønånd" kaldte Hans Bendix ham og det var en rammende betegnelse. Som musiker gjorde han sig også gældende og akkompagnerede ved flere lejligheder sin bror, sangeren Jørgen og endelig fik han også tid til at skrive en ballet til Det Kongelig Teater. Maleriet var dog hovedbeskæftigelsen og han malede landskaber især fra Rom og Venedig.
Denne mangesidige personlighed døde i Rom i 1962. Mange år senere, i 1987, fulgte Lili Fanny Bendix sin mand, og sammen hviler de under den smukke marmorstele.
Tyge Bendix. 1913. Fotografi. Privateje