Adam Afzelius
Den 19. februar 1957 kl. 7.35 tikkede et telegram fra Western Union ind til kontoret i København. “ADAM DOED AF HJERTESLAG I ROM STOP”. Den nyudnævnte direktør for Det Danske Institut i Rom, Adam Afzelius, var død under en arkæologisk ekskursion til Cori. En smertelig og overraskende hændelse, for selvom Afzelius tidligere havde været indlagt til behandling for hjerteinfarkt, følte han sig frisk og så lyst på fremtiden. For et halvt år siden var han blevet udnævnt til den første direktør for instituttet, et højdepunkt i en glorværdig karriere.
Adam Afzelius var søn af postmester Afzelius i København. Om hans barndom og ungdom vides ikke meget men sønnen Peter fortæller:
“Med hensyn til Fars barndom ved jeg intet, men det er sandsynligt at der har været brede rammer for udfoldelse og uddannelse. Specielt farmor tillod næsten alt og Far havde også studeret zoologi og biologi. Et gentagende tema hos personer, der stod Far nær eller kendte ham godt er humor og håbløs i pengesager. Det sidste må have ligget i generne (der kan jo alt ligge nu om stunder) da farfar på kort tid formøblede farmors medbragte formue fra den Hertzenske familie.
Jeg kender intet til Fars tid i skolen og på Regensen. Farmor har dog fortalt at Far fik 14.93 til studentereksamen. Dengang var det 15 skalaen. Om det er rigtigt ved jeg ikke. Farmor hævdede det og tilføjede: men han var heller ikke så god til legemsøvelser (glimt i øjet)”.
​
Adam Afzelius blev i 1929 cand.mag. i historie og latin, og kort derefter undervisningsassistent ved Københavns Universitet. I 1936 blev han dr. phil. og blev samme år knyttet til Aarhus Universitet som undervisningsassistent. I årene fra 1930 til sin tidlige død udgav han en række videnskabelige værker, deriblandt “Pompeius og hans Modstandere”, “Den romerske notabilitets omfang”, “Diplomatarium Danicum” og Studien über die römische expansion”.
I Aarhus fandt han sine venner for livet. Blandt dem var filologen Heinrich Bach, der udover at være født samme år og besidde glæden ved at være med til at opbygge det unge universitet, tilsyneladende ikke havde mange lighedspunkter med Afzelius.
Og dog. Den humoristiske sans var udpræget hos dem begge - latterbrølene rungede, når historier og vitser føg over bordet - bordets glæder var de også gerne fælles om. Heinrich Bachs datter, Janne Lauritzen, erindrer Afzelius’ hurtige replik:
“En eller anden spurgte: “Hvorfor skal man have hvide handsker på til audiens?”. “Jo”, sagde Afzelius, “man kan jo ikke vide, hvad sådan en konge har rørt ved!””.
En anden af vennerne blev den kendte retsmediciner Jørgen Brems Dalgaard (1918-2002), der mødte Afzelius i de bevægede befrielsesdage i maj 1945, hvor Dalgaard var læge i “Den danske Brigade”, og Afzelius repræsenterede kollegaen Jens Kruuse, der udgjorde modstandsbevægelsens Jyllandsledelse:
“Nogle måneder senere blev jeg videnskabelig assistent i anatomi ved Aarhus Universitet, hvor jeg fik venner, ikke mindst ved det humanistiske fakultet. Der var en kreds bestående af: Gustav Albeck, Adam Afzelius, Heinrich Bach, Bertil Molde, Knud Hannestad og mig. Vi huserede bl.a. i studenterforeningen i Aarhus, hvor Kruuse, med Hannestad som hjælper havde været ledende senior under slutningen af krigen. Efter befrielsen blev det Strange Petersen og Afzelius, som i de glade festdage formøblede foreningens formue, hvorpå Albeck (med mig som assistent) måtte rette skuden op. Vi havde det morsomt med møder, fester og besøg hos hinanden. Der var Afzelius fast gæst ved alle arrangementer.
Han var en meget munter fyr, ivrig i diskussioner og vidende om meget i og udenfor sit fag og om universitetspolitik. Det var ham, der formulerede det forslag til professoratsbesættelser, at “Man kan lige så godt trække lod, så får den bedste også en chance”.
Afzelius holdt meget at Aarhus Universitet og undervisningsforholdene her. Men udfordringerne lokkede ham blandt andet til et gæsteprofessorat på University of California 1951-52 og da han blev tilbudt stillingen som direktør for Det Danske Institut i Rom udtalte han i den anledning:
“Men jeg er stadig Aarhus-professor og vender naturligvis tilbage. Jeg tror, jeg får lov at paastaa, at jeg er blandt dem paa universitetet, der befinder sig allerbedst i Aarhus. Jeg har aldrig været fristet til at komme andre steder hen. Dog med Rom som undtagelse. Det var en chance, jeg ikke kunne lade gaa fra mig”.
På trediesalen i det ærværdige Primoli-palads i Via Zanardelli ikke langt fra Peterskirken, rykkede Afzelius og hans stab ind og året efter, den 26 oktober 1857, indviede undervisningsminister Julius Bomholt Accademia di Danimarca, takket være donationer fra Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet.
Som på Aarhus Universitet blev Afzelius elsket af de studerende på Instituttet i Rom. At han var bevidst om dette, nævner han i et brev til Jens Kruuse: “Vi har det naturligvis præcis så hyggeligt med stipendiaterne, som I ved, jeg altid har det, når jeg sidder ved et glas med en flok yngre akademikere - at her også er kunstnere, gør ingen forskel”.
Og det var på ekskursionen med stipendiaterne på hjemvejen i bussen, at Afzelius sank sammen af et hjerteanfald. Bussen kørte til nærmeste hospital i Latina, hvor Afzelius døde i løbet af natten.
