Som kirkegård for digterne og tænkerne, kunstnerne og videnskabsfolk er den protestantiske kirkegård alias cimitero acattolico ved Porta San Paolo i arbejderkvarteret Testaccio gået over i historien. “Resurrectis” - til dem som vil genopstå - forkynder indskriften over indgangsportalen på Via Caio Cestio. Omkring 4000 fra hele verden, flertallet tyskere, englændere, russere og skandinaver, har i ly af den aurelianske mur fundet fred, men kirkegårdsnavnet er misvisende da også ortodokse og katolikker ligger her.
Den ældste del af kirkegården, Parte Antica, er kendt som hvilested for kendte personligheder. En simpel sten uden navn erindrer med indskriften: ”Here lies one whose name was writ in water” om den tuberkuløse engelske romantiker John Keats. Også digterkollegaen Percy Bysshe Shelley, hvis legeme i 1822 blev skyllet op på kysten ved Viareggio, ønskede at blive begravet på et sådant sted. Den danske maler Asmus Carstens ligger begravet her som den første dansker, der blev forenet med det antikke Rom.
De første begravelser fandt sted under besynderlige omstændigheder. På pavestatens tid måtte ikke-katolikker ikke blive begravet om dagen og derfor blev de døde begravet om natten ved fakkelskær og under politibeskyttelse. Også opsætning af kors på gravene var strengt forbudt. Først efter den italienske genforening i 1870 blev det tilladt.
Fordi gravene blev skændet af gæster fra Testaccios forlystelseskvarter omgav man i begyndelsen af det 19. århundrede det meste af kirkegården med en grøft, Fossa dei Lani, der er gået ind i historien som det berømte sted for døde hunde. I dag er det det bedste legested for Roms kattekoloni. Ikke bare grøften, hvor de bliver fodret og plejet men også selve kirkegården har de valgt.