Restaurering
Restaureringerne tog fart i 1995, da vi fandt ud af hvordan dette praktisk skulle udføres og ikke mindst finansieres. Inden da var der gået flere år med at løbe fra Herodes til Pilatus. I begyndelsen af 1990’erne fandt vi ”Troens Genius” på maleren Harald Jerichaus grav i så dårlig forfatning, at vi ved efterfølgende besøg holdt øje med forfaldet og kunne til sidst ikke vedblive med at være vidne til ødelæggelserne.
Dette blev startskuddet til at løbe ministerier, institutioner, andre mulige og umulige instanser på dørene i den hensigt at ”nogen” ville forbarme sig over gravmælet og lægge en pose penge på bordet.
At vi ikke gav op undervejs viser i grunden, hvor naive vi på dette tidspunkt var. Alle fandt sagen for interessant og ønskede os held og lykke fremover. Vi ville godt nok hellere have haft hjælp.
Gennembruddet kom i 1995, da vi ved mellemkomst af professor ved kunstakademiet, Kjeld de Fine Licht, fik det gode råd at bede den desværre nu afdøde ambassadør i Rom, William Thune Andersen, om hjælp. Denne elskværdige mand fik konsul Dorte Lops til at interessere sig for sagen og hun udarbejdede derefter en tilstandsrapport med tilbud fra det berømte ”Instituto di Restauro” om at udføre arbejdet.
​
Nu manglede vi pengene, men bare det at nogen tog vores bestræbelser alvorligt var et stort løft og med rapporten på ambassadepapir i hånden kontaktede vi bl.a. Ny Carlsbergfondet, som i august 1996 svarede positivt på henvendelsen. Arbejdet kunne gå i gang.
Genien blev nedlagt i tre forskellige bade med rensemidler, således at alle urenheder forsvandt. De steder, hvor statuen var forvitret og udviste åbninger, hvor regnvand og fugt kunne trænge ind, blev derefter lukket ved hjælp af en speciel svejsnings-/restaureringsmetode. Statuen blev tilslut poleret og påført en særlig beskyttende ”hinde”, der bevirker, at den kun langsomt kan anløbe igen på grund af luftens forurening.
”Troens Engel” restaureret færdig den 1. februar 1997.
Desværre viste det sig at der ikke betalt for vedligeholdelse af gravstedet i mange år men ved hjælp af midler fra Knud Højgaards Fond og Beckett Fonden overtog vi gravstedets pasning et engangsbeløb ”ad perpetuam” og forærede det straks tilbage til kirkegårdsforvaltningen.Gravmindet stod klart i 1997.
​
Da vi alligevel var i gang foretog vi sammen med kirkegården en registrering af de danske gravsteder og måtte beskæmmet konstatere at det var overfladen af et isbjerg, vi havde set og gjort noget ved. Altså måtte vi i gang igen og da Dorte Lops samtidig anbefalede os at skrive en bog om kirkegårdens danskere, tog vi det med i købet, selvom vi ikke havde erfaringer med bogudgivelser.
Det viste sig ikke muligt at finde et forlag, der kunne se større økonomi i at udgive ”Vi kom fra Danmark”, og vi etablerede derfor forlaget Conradianum og søgte efterfølgende fondsstøtte til bogen og det lykkedes i næsten overvældende grad.
Harald Jerichaus restaurerede gravsten.
Stenhuggeren Luciano restaurerer.
I den gode samarbejdsånd med ambassaden, som udførte det praktiske tilsyn med arbejdet, og Ny Carlsbergfondet, der var villig til at hjælpe økonomisk, fortsatte restaureringerne og udmøntede sig efterhånden i 24 gravsteder, der så nænsomt om muligt blev ført tilbage i deres oprindelige stand.
Ved hjælp af indtægterne fra salget af den fondsstøttede bog ”Vi kom fra Danmark” og den senere tilkomne ”Døden i Rom” blev foreningen efterhånden selvhjulpen og har de seneste år selv haft det økonomiske ansvar for restaureringerne. Det gælder gravstederne for Niels Ravnkilde, Lunns- og Selchau-Hansen.
​
Det er marmorkunstneren Luciano, der forestår restaurering af gravstenene. Formålet er at bringe gravminderne så vidt muligt tilbage i den oprindelige stand. Der vil aldrig blive tale om at opsætte nye gravsten.
Hvis gravstenens inskription er ulæselig foretages et gnideaftryk på silkepapir, hvorefter inskriptionen som ved et trylleslag bliver synlig. Derefter afrenses den gamle gravsten, slibes ned, inskriptionen hugges op igen og eventuel manglende bly indlægges i inskriptionen. Stenen overfladebehandles og den i mange år fremover modstå til den ikke altid lige friske romaluft.
Når stenen er lagt tilbage på plads plejer kirkegården at markere begivenheden ved at beplante gravstedet smukt med årstidens blomster. En smuk og sand gestus fra kirkegårdens side.