Asmus Carstens
Asmus Carstens blev født i 1754 i en lille by i nærheden af Schleswig. Faderen var møller og familien var stor men trods de lidt trange kår var de første 8 år af hans liv alligevel lykkelige. Så døde faderen imidlertid og det gik tilbage for familien; moderen giftede sig med en møllersvend. Dette ægteskab varede kun kort tid, så døde hun også og den lille Asmus blev overladt til sin stedfader og nogle formyndere. Asmus Carstens satte sig tidligt det mål, at han ville være maler, men fandt ingen forståelse for dette, derimod mente man, at han skulle have et fornuftigt arbejde. Han blev derfor sat i lære som vinkyper i Eckernförde, man da han stadigvæk var overbevist om, at han skulle være maler, gjorde han alt med venstrehånden for at skåne sin højre hånd til maleriet.
Tiden gik langsomt for den unge Carstens, han drømte kun om den dag, hvor han ville blive myndig. Da dagen kom måtte han dog først gennem et opgør med omgivelserne. Han flyttede til Schleswig og boede nogle måneder hos en slægtning med forståelse for kunst. Denne gav ham en anbefaling til en maler i København og 1776 ankom Asmus Carstens til København. Han besøgte Kunstakademiet men følte ikke at han hørte til der bl.a. på grund af sin alder (22 år).
​
Han kunne dog godt se at dette var vejen og forsøgte at blive optaget på Modelskolen. Dette ville man imidlertid ikke, men han blev lovet at kunne avancere hurtig gennem de lavere klasser.
Han mål var den store guldmedaille og det dertil knyttede rejsestipendium. Men i den pågældende konkurrence opnåede han "kun" den lille sølvmedaille, hvilket gjorde ham så fornærmet, at "jeg erklærede offentlig ikke at ville modtage Medaillen, naar han, som havde fortjent den store Guldmedaille, ikke fik den", som han selv udtrykte det.
Marmorstele med medaillon. Navn i bronze. Sokkel og ligsten i travertin
I Akademiets protokol hed det: "Eleven A. J. Carstens, som paa en Opsætsig Maade havde undslaaet sig for at imodtage den ham for Tegning efter Modellen tilkiendte liden Sølv Medaille blev ved Scrutinium af alle Stemmer indtil videre forviist Academiet og tildømt hans Navn at opslaaes paa Dørrene i alle Academiets Skoler".
Det eftertragtede Italien lå efter denne hændelse meget langt borte og han indså, at han blev nødt til selv at samle midlerne sammen. Han tegnede bl.a. profilportrætter i rødkridt eller blyant, en specialitet han havde opøvet tilbage i Eckernförde. I 1783 havde han penge nok til at kunne påbegynde rejsen og sammen med en broder og en ven nåede han Norditalien. De besøgte Verona, Milano og Mantua, så slap hans penge op og de måtte vende hjem, d.v.s. de nåede til Zürich hvor Carstens fik arbejde, som skulle give dem penge nok til resten af rejsen. Han ville ikke tilbage til København men slog sig istedet ned i Lübeck, hvor han ernærede sig som portrættegner. Et par elever havde han også men de betalte så dårligt, at han ofte måtte leve af vand og brød. En rig kunstven havde forgæves søgt at skaffe ham til Berlin, og et skrøbeligt helbred blev ikke bedre af hans kummerlige levevis.
Asmus Carstens. Litografi. DKB
Endelig kom der en kontrakt i stand, og Carstens fik ansættelse som lærer på Akademiet. Han drømte dog stadig om Rom. Langt om længe havde han midler, fik orlov og drog således i en alder af 38 til Rom. Her arbejdede han så i 3 år, indtil man i Berlin ønskede at se ham tilbage på Akademiet. Carstens blev, hvor han var - i Rom, lavede i 1795 en udstilling af sine arbejder, der bragte hans navn på alles læber. Det var jo både godt og ondt, for nu var Akademiet i Berlin endnu mere interesseret i at få Carstens tilbage.
Asmus Carstens var en kunstner der var overbevist om sit eget værd og han fik tilsidst, efter en hidsig brevveksling, fortalt den preussiske minister at "Mig er mine Evner betroede af Gud" og at de ikke måtte spildes i Berlin!. Carstens havde ydermere det problem at han faktisk ikke havde været i et lærer - elevforhold til nogen, men var selvlært, d.v.s. at han læste sig til tingene men kendte ikke til praksis. F.eks. lukkede han sig i sin tid på Akademiet i København sig inde i Antiksalen på Charlottenborg og studerede Apollo, Laokoon og Hercules i dagevis, indprentede sig det hele i hovedet men tegnede ikke. De anatomiske forelæsninger besøgte han men forstod dem ikke helt. Han nød professor Nikolai Abildgaards gunst men misbrugte den og efter 1 år og 3 måneder blev han, som tidligere nævnt, smidt ud af Akademiet.
​
Med tiden fik han lært et og andet men ville ikke indse betydningen af modelstudiet. Omgangen med oliefarver var også mangelfuld men, som han selv sagde, så kunne Michelangelo Buonarroti heller ikke.
Asmus Carstens kunne man kalde kunstens Stürmer und Dränger med en foragt for autoriteter. Desværre ophørte Carstens aldrig med at opfatte sig selv som et orakel og fra Rom skrev han i 1805:
"Naar jeg taler, er mine Ord Orakelsprog". Ifølge samtidige kilder havde Carstens således et forskønnet og forkvaklet syn på mangt og meget men hans tidlige død forskånede ham for en opvågnen, som kunne have været skæbnesvanger for ham.
​
Hans store indsats var måske som eksempel: en skandinav, der havde levet, lidt og døde, i frivillig landflygtighed på klassisk jord for den klassiske idés skyld. Det manede til efterfølgelse specielt for den unge Thorvaldsen, der netop var kommet tidsnok til Rom for at færdes kort tid med den stakkels ensomme, for derpå at opleve indtrykket af hans stolte afsked med livet og hans stemningsvækkende jordfæstelse under cypresserne ved Cestius Pyramide.
Kilder: Weilbach. Nyt Dansk Kunstnerlexikon.
Emil Hannover. Klassicismen og Carstens. Tilskueren 1913