Harald Jerichau
Med billedhuggeren Jens Adolf Jerichau og maleren Elisabeth Jerichau Baumann som forældre blev der ikke uventet stillet store forventninger til Harald Jerichau, specielt fra moderens side. Den unge Harald fik sin første kunstneriske uddannelse i Christian Vilhelm Nielsens private tegneskole, hvorfra eleverne siden overgik til Kunstakademiet. Som lærere på Akademiet fik Jerichau Frederik Christian Lund , Axel Schovelin og Eiler Rasmussen Eilersen.
I 1866 besøgte Harald Jerichau med sin mor dennes søster og svoger, Charlotte A. Baumann og overlæge Johann Kutzner i Riesengebirke, hvor Harald omgående forelskede sig i sin jævnaldrende smukke kusine Marie, kaldet Mimmi. Ved afrejsen en uge senere medbragte Harald kusinens salmebog som kærlighedspant og da Harald kort efter vendte tilbage for, ved hjælp af onklen, at indhente manglende skoleundervisning, kunne forholdet ikke længere skjules for Jens Adolf Jerichau. Harald blev beordret væk fra fristelserne og 1868 fulgte han med sin mor til Italien og blev elev af daværende direktør for Det franske Akademi, maleren Benouville.
Fra 1869 og årene frem var han konstant på rejse med kortere ophold Tyrkiet, Grækenland, Frankrig, Danmark og Schweitz, inden han rejste til Konstantinopel med moderen. Siden Harald Jerichau forlod Italien 1869 havde han været forlovet med Mariae Kutzner og en strøm af breve mellem dem vidner om deres indbyrdes kærlighed.
​
Partiet blev stadig kraftigt modarbejdet af Haralds far, Jens Adolf Jerichau, idet sidstnævnte anså forholdet som ødelæggende for Haralds kunstneriske udvikling, men parret havde i årenes løb flere hemmelige møder, arrangeret og støttet af familien. Til sidst opnåede det unge par dog J. A. Jerichaus velsignelse til giftermålet og brylluppet stod i Konstantinopel 20 marts 1875.
​
Lykken afløstes snart af tragedien. 3 ½ måneder gammel døde parrets førstefødte søn, Hjalmar, og da den politiske udvikling umuliggjorde et fortsat ophold i Konstantinopel, flyttede de til Napoli og Capri, hvor forholdene virkede lidt venligere.
Broncefigur. "Troens Engel" lænende sig til et kors. Egentlig en allegori over tro og religion.
Sokkel i marmor. Ca. 1878.
Kunstner: Jens Adolf Jerichau.
Så døde pludselig Marie af tyfus i barselsseng d. 7 november 1876. Efter begravelsen i Napoli af Mimmi og den dødfødte søn, flyttede Harald op til Alberto Paulsen, Thorvaldsens barnebarn, i Anzio for at afvente sin mors ankomst. 20 november skrev Harald om sin tilstand: "Kjære Moder ! Jeg meddeler Dig kun at jeg har det godt, og at der i Turin og Leipzig ligge Breve til Dig Poste restante. Jeg har modtaget dit kjære Brev gjennem *Ravnkilde. Jeg længes efter Dig og Sofie [Haralds søster. red.] thi jeg föler mig nedtrykt og alene og meget sorrigfuld. Gud velsigne Dig for al din Kjærlighed. Jeg er hos Paulsens i Porte d'Anzio og venter kun paa Brev fra Dig for bestemt at erfare hvad Dag og Time I ankomme i Rom, hvor jeg da vil modtage Eder paa Stationen og tage lige til vort ensomme Hjem hvis Sjæl er död".
Moderens og søsterens ankomst hjalp ham tilsyneladende til kræfter igen og da han modtog en bestilling fra brygger J.C. Jacobsen, der følte det som sin pligt at opmuntre den inaktive og deprimerede kunstner, motiv og format var underordnet, vendte livsmodet tilbage. Gode venner, blandt andre den senere direktør for kunstindustrimuseet Pietro Krohn, flokkedes om at muntre Harald op med jagtture og hyggelige middage. Harald gik i gang med det, der skulle vise sig at være hans sidste billede: kæmpelærredet "Den lydiske Slette i Nærheden af Sardes", der kan besigtiges i Landstingssalen på Christiansborg Slot. Kort efter færdiggørelsen ramtes han uventet af malaria og tyfus, og trods kærlig omsorg og omhyggelig pleje fra venners side, var det mere end hans fysik kunne klare og d. 6 marts 1878 døde han til forældrenes store sorg.
Elisabeth Jerichau Baumanns skrev i sin bog om sønnen:. "Aldrig saae jeg i Rom større Blomsterrigdom end den, der ydedes ham, da han den 6te Marts bares til den sidste Hvile. Der var ikke Spor af den sorte Kiste; Alt var overklædt med Blomster. Det var en stor Skare, ikke alene af landsmænd og Skandinaver, men af alle Nationers bedste Kunstnere, der beviste min Søn den sidste Ære. Flere Gesandter og det franske Akademis Direktør vare tilstede ved Begravelsen. Det var en af de dejligste Foraarsdage. Kirkegaarden lignede en Blomsterhave, vejen var smykket med pragtfulde Kamelier, der tyngede fra Grenene, Violer duftede fra alle Gravene og Roserne knoppedes i den lune Luft. - Foruden den tyske Præsts velmente Ord, var Pastor Vedel fra Søllerød, der i hin Tid opholdt sig i Rom, som i Modersmaalet talte ved Haralds Grav, - talte saa inderligt, saa kjærligt! Han ihukom, at Harald midt i sin Febervildelse havde sunget: "Der er et yndigt Land". Endelig sænkedes Kisten i Jorden. Paany ydedes der den kjære, afdøde Ven Blomster i Hundredvis, og de fulgte med ham i hans Grav. Solens Straaler brød igjennem de ungbladede Grædepile og ind i de mørke Cypressers Skygge. En lille Fugl svang sig jublende op i Luften; det var, som om den tyede op mod "det yndige Land". Så gik alle Mennesker hjem. Men Graven dernede danner, tilligemed de elskeligste Minder, et stærkt og stedse stærkere Bånd mellem mig og Rom, thi Ingen kan elske inderligere end en Moder".
At Harald hviler sammen med sin elskede Mimmi skyldes alene at den gode Fru Jerichau. Det viser følgende sætninger fra brevet til sønnerne Thorald og Holger, der befandt sig i Dresden ved dødsfaldet:
"Thi Maries lig lader jeg ogsaa flytte hertil fra Neapel, hvor Harald har gjemt hendes unge, elskede Legeme under Roser og Myrter...Faders "Fredens Engel" skal staa paa deres Grav. Saaledes vil jeg kunde bevise ham, den højtbegavede Søn, den sidste Ære".