Ludvig Emanuel Herløw

I efteråret 1875 ankom et dansk rejseselskab til Rom for at tilbringe vinteren der. Det anførtes af Mary Westenholz, enke efter minister Regnar Westenholz, og selskabet udgjordes af hendes mange børn samt huslæreren, den unge cand. theol. Emanuel Herløw.

Den københavnske familie slog sig ned i et dejligt hus på Trinità dei Monti, lige overfor den spanske trappe med udsigt over hele den evige stad. Nu begyndte et herligt liv for Mary Westenholz’s unge døtre og sønnen Aage, der skulle læse til studentereksamen ved hjælp af Herløw.

Mary Bess Westenholz huskede siden den unge cand. theol. som en udmærket lærer og en sjælden fin, taktfuld og elskværdig rejsekammerat. Han introducerede under opholdet, til stor glæde for Aages søstre, mange unge mænd i den Westenholz’eske kreds i villaen på Monte Pincio. “Hvor havde vi ikke mange Løjer for, Lege og Turneringer. Jeg ser det for mig, som var det sket i Gaar, Herr Herløv og Lange-Müller, - en Broder til Komponisten, - med anspændt Alvor spillende Bold foran Kaminen med en stor Glød, medens vi andre sad krumme af Latter”.

Marmorblok med ramme af travertin.

Juleaften 1875 blev fejret i Skandinavisk Forening under forsæde af formanden Ravnkilde. Tilstede var også maleren Christian Zahrtmann, som for første gang var ankommet til Rom, beskriver denne aften:

“Juleaften kom. Hjemmefra vidste jeg, at det var noget Extra i Rom. Jeg havde Kjole med og mødte festklædt. Fru Jerndorff var der i sin Brudedragt. Jeg skulde føre hende tilbords. Haslund og Krohn var den Aften med Frøknerne Winqvist. De allerfleste af de 120 Gæster spiste ved det store Bord, vi var kun nogle Faa ved to ganske smaa Borde. Herløv, der var Lærer hos Westenholzes, og Maleren Emil Lange Müller sad ved det ene af dem, ved vort Bredal og Axel Helsted.
Hvor morede vi os ved vort lille Bord. Vi kunde se alle Gæsterne ved det store og tale om selve den Juleaften, vi var med ved. - Var det virkeligt saaledes at Juleaften var i Rom. Stift var der, Alt i saa stor Galla, som var hver Enkelt muligt. Vort Selskab fra Florenz var ogsaa her Aristokrati. Der var Fru Stilling, skøn, levende, imødekommende. Perlegraa med Rosa. Der var Frøken Emilie Bull, sort Atlast med pragtfulde Diamanter. Frøken Schwartzkopf den Evigunge. Blaat Atlask, Diana med Halvmaanen i sin moderne Pande. Hun præsenterede sig i Dansen selv for en af mine Venner som et fuldkomment Barn - af det nittende Aarhundrede. Men saa var der vor Konsul Bravo. Han havde Lidt tilovers for mig, da jeg havde Danneskjoldske og Holsteinske Hilsner til ham. Havde i sin tid været afholdt som tjenstvillig og godt Hoved. Nu var han en Særling, som af og til aabnede vore Breve, adresserede til Konsulatet. Halvtysk med et grueligt mangelfuldt Sprog. Han havde en svensk Grevinde tilhøjre og Konferentsraadinde Lassen ved venstre Haand. han udbragte de tre norske Kongers Skaal (sic). Saa søgte Fru Lassen at fange hans Opmærksomhed, men Grefinnan fængslede ham mere. - Fru Lassen gjorde sig Mere Umage, Hængekrøllerne gik op og ned, hun var ivrig. da hun blev mere indgaaende, huggede han hende over haanden med Bagsiden af sin Kniv. Saa hørte Alting op. Fru Jerndorff sagde: “Hvor jeg er glad ved at have Dem tilbords, Zahrtmann”. - Naa, Mandlen i Grøden naaede vort lille Bord, Fru Jerndorff blev Vinderen.
Juletræet var et ganske dejligt stort, mørkgrønt Laurbærtræ.Vi dansede om det. Det var fastgjort ved Lysekronekrogen i Loftet 8 Alen oppe. Det blev til almindelig Mølletur, idet vi holdt i Træets Grene og svingede det rundt, til Snorender forbandt det med Loftet brast og hele det store Trælaa dødt imellem os ud ad Salsgulvet.
- Men der var stift i hele Kresen, man skulde præsenteres, der var mange Koterier, og man mærkede, at Rom var den mindste danske Købstad. - Det hjalp dog at Ministerenken Fru Westenholz var der med nogle søde, naturlige Døttre, der ugenert gav Haand tilhøjre og tilvenstre. Det ligesom mildnede paa det hele”.

Denne vintersæson skulle senere huskes for det ualmindelig store antal af rejsende, der var angrebne af tyfus i Rom og senere af malaria i Amalfi-området.

”Den glade Solskinsdag, som Opholdet i Italien var, skulde dog faa en sørgelig Afslutning. I Sorrent fik Mohder [en søster til Mary Bess] et Anfald af Malaria, og da vi kom til Rom, blev ogsaa Hr. Herløv angrebet af denne lumske Sygdom. Han laa en Tid syg paa Hotellet, men da Feberen var forbi, flyttedes han til det tyske Hospital paa Kapitolium. Bestemmelsen havde altid været, at han, naar vi rejste hjem, skulde fortsætte Rejsen til Grækenland. Da han var i god Bedring, - Sygdommen var erklæret for hævet, - og omgivet af Venner under de bedste Forhold, betænkte Mama sig ikke paa at forlade ham og rejse hjem saa hurtigt som muligt for i Hamborg at træffe sammen med Asker [en bror til Mary Bess], der den Gang boede i London... I Hamborg mødte Asker os med det Sorgens Budskab, at Hr. Herløv var Død, Dagen efter, at vi havde forladt Rom; hans Hjerte, der ikke var stærkt, havde ikke kunnet taale de store kinindoser, lægen havde anvendt. Det var en stor Rystelse for Mama at modtage dette Budskab. Havde hun forsømt noget? Hr. Herløvs Moders og Søsters kærlige Breve og Taknemmelighed mod hende for den lykkelige Tid, hun havde beredt den unge Mand, beroligede hende dog lidt”.