Da de på hjemvejen kørte den samme vej tilbage over fjorden kørte de i en våge. Efter turen i det kolde vand fik Laurits lungebetændelse, og han døde d. 2 marts 1879 og blev begravet på Karrebæksminde Kirkegård.3 måneder efter fødte Charlotte sit 10. barn, det blev en datter, Augusta. Moderen var så svag, at hun først lang tid efter kunne komme op til sin mands grav. Efter gammel skik fik hun lov til at sidde på Saltø et år. Der var en stor auktion inden hun rejste til København med sine 10 børn.  Charlotte ejede efter afviklingen af Saltø besætningen, en efter den tids forhold anseelig formue. Hun tænkte at købe grosserer A.N. Hansens gamle “Øregaard” i Hellerup men forandrede sine planer og købte i stedet for gården Helgenæs på Lolland, som hendes broder Rudolf Engholm skulle bestyre; det viste sig at være en uheldig transaktion, idet den stor landbrugskrise gjorde det nødvendigt at afhænde Helgenæs meget ufordelagtigt. Charlotte boede da på H.C. Ørstedsvej i København med sine 9 børn.Charlottes mor, Ida Marie Engholm, der efter sin mands død flyttede fra Saltø til København, kørte hver eftermiddag for at få luft, rundt i en lejet “Hestetrukken Droske”, hun gik meget dårligt. Hun lagde vejen om af H.C. Ørstedsvej for at hente en af Charlottes døtre efter tur, når de var kommet hjem fra Nathalie Zahles Skole, efter at den lille pige havde spist sin mellemmad, bestående af et stykke rugbrød med salt på og dertil et glas rødvin (rødvin giver blod) samt fået sin søndagstrøje på, så indtog hun sin plads på det lille sæde vis a’vis bedstemoderen i drosken og man kørte ud til spændende oplevelser i “den store by”.Det år datteren Fanny fyldte 18 år rejste hun og flere af familien til Rom, hendes faster Fritze Vilhelmine Selchau-Hansen (1856-1944) var også med på denne rejse. Måske var den egentlige grund til at Fritze skulle med, at hun sandsynligvis allerede havde været i Rom et par år tidligere og dermed var bekendt med forholdene. I hvert tilfælde noterer komponisten Niels Ravnkilde i sin dagbog d. 12 maj 1881:  “Axelline [Lund] afreist - sammen med Frk: Selchow-Hansen”.Niels Ravnkilde lagde igen mærke til Selchau-Hansens som sandsynligvis ankom til Rom i december 1882 for at fejre julen der. Et gammelt bekendtskab blev fornyet og introduceret i den kulturelle kreds omkring Ravnkilde. Om det er Fritze eller Fanny, Ravnkilde omtaler som Selchow-Hansen i dagbogen  januar 1883, kan ikke afgøres  men sikkert er det at den unge charmerende Fanny tiltrak sig komponistens opmærksomhed.Alt åndede idyl indtil forårets komme, hvor de tilrejsende foretog de obligatoriske udflugter til Capri, Napoli og Amalfi-bugten. Ravnkildes dagbog d. 2 april 1883: “Ritmester Rosenblad fra Ystad nylig kommen hertil - pludselig død. Frøk: Selchow Hansen som jeg for faa Dage siden saae glad og straalende faaet Typhus - hentet i Neapel”.    Tilsyneladende gik det derefter bedre for Fanny men den 20. april noterede Ravnkilde: “Frøk: Selchow-Hansen faaet tilbagefald og befinder sig paa Hospitalet i betænkelig Tilstand”.En kær gæst hjemmefra, skolelederen frøken Nathalie Zahle, som dagen efter var rundt for at sige farvel til den danske kreds, må bekymret og hjælpeløs have konstateret sin gamle elevs faretruende tilstand.2 dage senere kom fru Myhlertz fra Vejle tilbage fra af sine talrige besøg  hos Fanny: “- det var kun sørgelige Meddelelser om lille Frøk: Selschow-Hansens Tilstand”.  Den 26 april var det slut: “Frøken Selschow-Hansen død imorges kun 17 Aar gammel; hun kom saa glad fra Neapel, da jeg sidste mødte hende - og skulde saa døe her borte fra Hjemmet og sine Nærmeste; i Fru Myhlerts fandt hun dog en moderlig Veninde der pleiede hende tro til det sidste”.Dagen efter fandt begravelsen sted, Ravnkilde var dybt berørt af tragedien: “Begravelsen - Kisten forsvandt under en Fylde af Blomster og Krandse - det hele var og er saa veemodigt at tænke paa”.En niece til Fritze Selchau-Hansen, Lilli Christiansen, skrev følgende i “Familien Selchau-Hansen”:“Faster [Fritze] har fortalt mig om det forfærdelige Sygdomsforløb, og den store Sorg det var, da de måtte følge den unge Piges Kiste til Graven paa den protestantiske Kirkegaard uden for Rom, et ganske vidunderligt Sted, smukt og fredfyldt. I 1961, da jeg besøgte Shelleys og Byrons Grave der, tænkte jeg paa denne store Tragedie”.