Marie Christine Arendrup
Det var midt i april 1872. I Roms havneby, Civitavecchia, så nysgerrige det store dampskib ankomme efter en problemfri tur fra Alexandria. Blandt passagerene var en oberst i den ægyptiske hær, den 38-årige dansker, Søren Adolph Arendrup (1834-1875), på vej til London. På grund af tuberkulose, hans første hustru døde 4 år tidligere af sygdommen, var han blevet rådet til at tage ophold under varmere himmelstrøg, i Ægypten. Her fik han af khediven, Ismael Pasha, tilbud om, som oberstløjtnant i generalstaben, at blive rådgiver i organisatoriske og tekniske spørgsmål og det var i denne rolle, han nu var på rejse. Rent tilfældigt hørte han at lillesøsteren, Marie, var i Rom og besluttede sig for at tage hen på adressen for at hilse på hende.
Marie og Adolph voksede op i garnisionskirurg-, senere stiftsfysikusparret, Christian Rasmus Arendrup (1803-1871) og Nanna Marie Hennes (1811-1899) store børneflok på 12, mens yderligere 4 var døde som spæde. Fra Jylland flyttede familien til Odense, hvor barndom og ungdom blev tilbragt. Gode økonomiske forhold sikrede at børnene kom godt i vej med en god uddannelse. Broderen Henrik Christian (1837-1913) blev senere guvernør i Dansk Vestindien og gift med konferensråd Anders Andresen Kjellerups (1794-1868) datter Almira Andrine (1841-1924). Om Kjellerup, den sidste slavehandler på de vestindiske øer, sagde rygtet, at han kørte 4-spand med blinker i Københavns gader til stor irritation for Frederik d. 6.
​
Konferensrådinde Kjellerup (1806-1887) syntes godt om svigersønnens ugifte søster Marie og lovede at sikre hendes fremtid.
​
Og som en begyndelse blev Marie antaget som selskabsdame for Fru Kjellerup, da denne tidligt i 1872 rejste til Italien. De to kvinder kom godt ud af det og "hun [konferensrådinde Kjellerup. red.] omtaler hende som den kjæreste Veninde og veed ikke Ord stærke nok for at beskrive den Velsignelse hendes Selskab havde været for hende under hele Rejsen".
Da Adolph ankom til Maries adresse i Rom, blev han vist ind i et værelse, hvor søsteren lå dødssyg af den italienske feber, tyfus. Selvom hun var meget svag, genkendte hun broderen, lyste op og sagde nogle ord til ham. Omkring sig havde hun foruden konferensrådinden andre opofrende danskere, blandt andre frøken Gottschalcks selskabsdame, en frøken Thornø, der "var i de sidste 4 Nætter uafbrudt ved Maries seng, og det var umuligt at finde nogen
Obelisk med hoved og sokkel i marmor. Ramme i travertin.
Kunstner: V. Bissen (?)
kjærligere og omhyggeligere Plejerinde", som Adolph senere skrev til moderen. Den tyske læge Krenchel forsøgte at berolige Marie og hendes kreds; hver nat tilbragte han ved siden af sygeværelset og tilså patienten med mellemrum. "Ja, havde en god Pleje kunnet frelse hende, maatte det være skeet, det maa være en stor Beroligelse og Tröst for os Alle".
Den 19. april kl. 4 om eftermiddagen udåndede Marie og alle var chokerede. Adolph dog ikke mere end at han straks gik i gang med at ordne det praktiske i forbindelse med dødsfaldet. Maries ting skulle sendes hjem og begravelsen arrangeres. "Jeg har idag valgt et smukt Stykke Jord paa den protestantiske Kirkegaaard, nær Professor Hauch og andre begravede Landsmænd".
Kl.2. søndag den 21. april forrettede en amerikansk præst begravelsen af Marie, "da jeg ikke kunde bekvemme mig til at benytte den preussiske, der nok ellers bruges og f. Ex. havde begravet Professor Hauch". Nederlaget til Preussen 1864 var for officeren Adolph Arendrup tydeligvis en smertelig oplevelse. "Vi pyntede Kisten med deilige Blomster. Et stort Kors fra Dig, en Guirlande fra Södskende, 2 smaa Kors fra mine Smaapiger og en krans fra mig fulgte hende i den lille murede Grav, beliggende paa et venligt Sted paa den smukke Kirkegaard. En Deel danske fulgte hende", skrev Adolph til sin mor.
Marien Arendrup. Betegnet: 1865. Fotografi. Privateje