Alle holdt af Ravnkilde; han var elskværdig, godhjertet og fordringsløs. Han tjente meget godt ved sin Klaverundervisning; men desværre havde han hjemme i Kjøbenhavn en Søster, der var Klasselotterikollektrice, og hende maatte han stadig hjælpe til at beholde Kollektionen, naar hun over Evne havde spillet paa uafsatte Lodder og derved haft tab. Iøvrigt saa vi ikke daglig den elskværdige maestro mellem de andre Skandinaver; men naar han viste sig - f. Ex. en Aften paa et Osteri eller en Søndag ved 3-4 Tiden i "La Baracca" udenfor Porta Pia - var han særlig paaskønnet".

Fra Skandinavisk Forenings juleaften 1861 findes yderligere et bevis på Ravnkildes elskværdighed. Regina Conradsen, som ledsagede sin mand, medailleuren Harald Conradsen, på dennes studierejse til Italien 1861-62, skrev til vennerne i København:

"Saasnart Sælskabet var samlet, gik vi til Bords. Jeg havde Hr: Ravnkilde til Bord Cavaler, som jeg var meget glad ved. Paa hver Cuvert laae en grøn Krands af Laubær og Epheu, som man maatte tage paa Hovedet, efter god gammel Romerskik.

Retterne bestod af Risengrød, Vildsvinesteg og Kalkunsteg, derefter Æblekage efter Bordet. Første Skaal var Kongen, udbragt af Consul Bravo, dernæst holdt Hamerich en Tale om Skandinaviske Sympatier, og en Sang af Bjørnstjerne fulgte dertil.  Derefter kom en Sang af den unge Scharling, en Søn af Professoren. Hilsen til de Roser og yndige Blomster, hvorpaa Rickard paa en saa smuk Maade holdt en Tale, ved hvis slutning han udbragte Quindens Skaal. Derpaa kom en nydelig Sang af Rickard, hvorefter Bjørnstjerne reiste sig og holdt en Tale eller rettere fortalte os en Historie”.

Efter Bordet trak man Nummer over nogle Smaagevinster. Conradsen vandt en lille Noticebog, hvor Rickard havde skrevet et lille Vers til og vi andre hver en lille Bagatel. Dagmar fik desuden en Æske, som var indsendt anonym med hendes Navn paa, men vi veed nu at det er den gode Ravnkilde, der vilde glæde Barnet. Den indeholdt romerske Perler".

Ovennævnte julemiddag må have glædet Ravnkilde, som havde en stor appetit. Maleren Johan frederik Vermehren nævnte at Ravnkilde “spiste flot, men blev lige mager, hvad vi andre, der levede meget tarveligt, men trivedes derved, drillede ham med”. Galschiøt omtalte Ravnkilde således: "Den lille spinkle, lidt indtørrede  Mand med de fine træk, de milde Øjne og det lyse, krusede Fuldskæg, altid sirlig klædt, var en velset Gæst i Foreningen paa Salonaftenerne. Han udeblev næsten aldrig.  Det var ham en slags Borgerpligt, syntes han, som gammel Romafarer at mødes med de ny. Han var venlig mod alle, ikke mindst mod de ældre ugifte Damer, der undertiden kunde føle sig lidt tilovers. Han satte sig altid til at spille, naar Stilheden i Stuen truede med at blive trykkende, spillede Mendelsohn og Schumann, Gade og Hartmann, sjældnere Liszt og vist aldrig Chopin; også sine egne Klaverstykker, der ved deres stilfærdige, romantisk elegiske Præg mindede meget om ham selv; men han glemte altid at angi, hvad han vilde spille, hvis det var noget af hans eget. Naar han hørte, at Konversationen var ved at komme i Gang igen, gik han over til et eller andet let lille Tema, som han varierede sagtere og langsommere, indtil det ligesom døde hen af sig selv. Saa rejste han sig fra Flygelet, saa ubemærket som muligt, og gled hen til en af de nærmeste Grupper uden at afvente det obligate Bifald".
 

Under et sommerophold i Siena 1890 bliver Ravnkilde syg, han siger selv af gulsot, og hjælpes hjem til Rom for at installeres i Maria Rosadas penzione i Via Aurora 35. Selv giver han udtryk for optimisme i sit sidste dagbogsnotat udateret i november 1890: ”I min Sygdom synes der at være indtraadt en ikke ringe Forandring til det bedre. Vel ville Beenene endnu ikke støttte mig - ogsaa lider jeg af Aandenød - naar jeg skal stige Trapper - men jeg takker dog min Gud, at jeg kom ud af det Fængsel, som Siena var blevet mig til. - Hvor det morer mig at gaae og pusle med Alt i min Stue - er nu snart ganske i Orden - Modtager mange Besøg”.