Børge Janssen
"Hvorfor jeg skriver? Fordi jeg ikke kan lade være! Allerede som Skoledreng gik det løs med Digte, Dramaer og Romaner, ingen sparede jeg, ikke en Gang Buddha; men Forlæggerne sparede heller ikke mig; jeg fik det hele hurtigst tilbage! Nej, ikke det hele; for endelig lykkedes det mig til min usigelige Glæde at faa en lille Bog ud - den hed "Mulm", og sort var den: Elendighed, Sorg, Selvmord - men o, ve, straks gik Forlæggeren fallit! Og da ingen vilde købe det ret betydelige Restoplag, kom et Bybud hjem til mig med to Sække fulde. Atter var jeg sort fortvivlet; men fjorten Dage efter tog jeg fat igen - altsaa: jeg kunde ikke lade være! Mit Maal?
Naar jeg skriver mine kulturhistoriske Romaner, er det for at søge at gøre Historien levende; og naar jeg skriver mine Rejsehistorier, er det for at lette mit Hjærte for lidt af al den Herlighed, Kunst og Kærlighed, som den skønne Verden derude - især syd for Alperne og Pyrenæerne - har fyldt det med, saa ogsaa mine Medmennesker maaske kunde faa Lyst til at drage ud og lære og leve og nyde! Og i alle Tilfælde er det mit Maal at vise, at selv om det ikke ser
Ligsten i travertin
saadan ud, saa sejrer det gode altid, Lønnen ligger i Gærningen! Og Midlet til at naa disse Maal er at arbejde, at rejse, men først og fremmest: at staa fast paa Jorden og se op ad!".
​
Såvidt forfatteren Børge Janssen om sig selv i dansk forfatterforenings 25-års jubilæumsbog, der udkom 1919. Historiske romaner og rejsebeskrivelser - det huskes Børge Janssen stadig for. Og som den sidste af "de gamle romere", iført en stor romersk hat kunne kunststykket med at drapere sin kappe med et flot kast over skulderen.
Efter den ikke særlig spetakulære udgivelse "Mulm" i 1888, fulgte læreårenes ophold i Middelhavslandene med en enkelt afstikker til Asien og Afrika. Som korrespondent i disse egne samledes materiale til hans første større fortælling "Spanske Nætter" og "Fatme", hvor den særegne staccato-stil og den stærkt farvede sprogtone begyndte at udvikles.
Helt udfolder den sig dog først i de historiske romaner fra Frederik IV's tid "Jomfruen fra Lucca", "Kongelig Naade" og "Princessen", der senere samledes i trilogien "Rosenborg Crucifixet". I omhyggelige kildestudier i museer og arkiver er de populære romaner grundigt rodfæstede mens det selvopfundne kunstsprog, hvormed Janssen forsøgte at fremtrylle en svunden tids kolorit og atmosfære, mødte meget kritik. Selv sagde han: "Jeg ville gerne gøre den danske Kulturhistorie levende gennem mine Billeder og det bilder jeg mig ogsaa ind at jeg har gjort. Jeg har, jeg ved det, modstandere, som har gjort Grin med mit Sprog, men det er saa rigtigt som det kan blive. Det som det kommer an paa, naar man skriver historisk Digtning er, at man undgaar de moderne Vendinger, de river nemlig Læserne ud af Stemningen. Selv Carit Etlar lavede den Fejl".
I 1894 giftede Janssen sig med den klassiskuddannede pianist Agnes Rudolphine Boesen, med hvem han fik datteren Bodil. Ægteskabet gav ham det midtpunkt i tilværelsen, hvorom han kunne samle sig og finde sin plads som den efterhånden succesombruste, populære forfatter. Italien blev med tiden ægteparrets andet fædreland og de fandt mange venner der. Datteren, som saa at sige voksede op i det italienske miljø, hvor hun også blev gift, blev senere kendt som koncertsangerinde samt som "den danske stemme" i radioen.
Den 28 december 1933 kom budskabet om forfatterens død: "Forfatteren Børge Janssen døde i Eftermiddag Kl. 2½ i sit Hjem i Via Dandolo i Rom. Døden kom ganske overraskende. Endnu Juleaften var Børge Janssen rask og glad og fejrede Højtiden sammen med sin Familie. Juledag maatte hans Datter og Svigersøn rejse paa Besøg til Napoli, og om Morgenen klagede Børge Janssen over Smerter i Hovedet. Fra Banegaarden ringede Datteren, Fru Ciccarella, til Hjemmet for at sige Farvel. Børge Janssen udtalte da, at han befandt sig bedre, og han sluttede med Sætningen: "Rejs ud med Haabet, men tag det med tilbage!". Umiddelbart efter denne Telefonsamtale følte han sig igen daarlig tilpas, og da Tilstanden blev alvorligere, tilkaldtes en Læge, som konstaterede en Byld i Øret. Der blev derefter foretaget en Operation i Aftes, men Børge Janssens Liv stod ikke til at redde, i Eftermiddags udaandede han, omgivet af sin Hustru, Fru Ciccarella og Svigersønnen, der var blevet kaldt til Dødslejet. Han blev 67 Aar gammel".
Fru Agnes Børge Janssen vedblev med at bo i Italien efter Børge Janssens død og kunne se tilbage på næsten 40 års lykkeligt ægteskab. Hun ofrede sig helt og holdent for datteren, der havde arvet forældrenes kunstneriske temperament. Fru Janssen blev et af de ældste medlemmer af den lille danske koloni i Rom og et godt helbred sørgede for at hun kunne rejse til Danmark på besøg, selv i en høj alder. Hun døde 88 år gammel i 1961 og ligger begravet ved sin mands side.
Børge Janssen skrev 1925 en populær rejsefører ved navn "Skandinavens Ven i Italien". Lad denne titel også være Børge Janssens minde.