Tidlig forældreløs blev Krafft opdraget hos plejeforældre, der ikke havde råd til at lade ham uddanne som kunstner, hvilket var hans store ønske, men gode venner gjorde det økonomisk mulig for ham at rejse til København 1816 for at begynde uddannelsen på Kunstakademiet. Efter begge sølvmedaillerne i 1819 deltog Krafft uden held i konkurrencen om den mindre guldmedaille, og han opgav derefter studierne og rejste tilbage til sin fødeby Altona.
 

På trods af en tiltagende tuberkulose rejste Krafft til München og senere til Wien, hvor han tilbragte de næste 3 år. Her udviklede han en uvilje til at fuldføre større værker og producerede i stedet en mængde løse skitser, der vakte stor opmærksomhed. Talrige opfordringer til at rejse til syden for at lære mere og pleje sit helbred, prellede af på den unge Krafft og først i efteråret 1826 kom han afsted. I Rom levede han sammen med både tyske og danske kunstnere og delte logi med bysbarnet, maleren Johan Bravo. Rom kom til at betyde meget for Krafft, dog ikke på vanen med at stoppe arbejdet inden maleriet var færdigt.

​

​Kun ganske få af hans værker kendes og han fik heller ikke lang tid til at være aktiv, for den 19. december 1829 fandt Johan Bravo sin kammerat liggende død ved siden af sengen.