Ludvig Ernst David
Efter i et halvt års tid havde boet i Paris ankom Ludvig Ernst David i februar 1866 til Rom. Han havde glædet sig med gensynet med sin derboende faster, prinsesse Adeleide Gerson Pignatelli, gift med prins Antonio Pignatelli og som så mange andre danske blev han også venligt modtaget i Palazzo Pignatelli i Via nationale. Fremtiden virkede lys for den unge David: "Grundtonen er lyserød", skrev han hjem.
Vennen og forfatteren Georg Brandes beskrev hans udseende som: "lille af vækst, ikke særlig stærkt bygget, men hverken spinkel eller mager. Hans gang var slentrende som en Spadserendes og han spadserede gjerne meget, skjøndt han egentlig ikke var nogen god Fodgjænger. Næst efter det meget smukke Øie var Munden den udtryksfuldeste Del af hans Ansigt, han havde fulde, svulmende Læber, en talende og kraftig mund, og en Dirren af Læben angav let Bevægelsen i hans Indre. Det tætte sorte Haar hang ham noget ned over Panden, han strøg det forgjæves i Veiret med sin Haand og anvendte ikke saa megen Tid paa sit Toilette, at han som Andre forhindrede dets naturlige Fald. Hans Udseende forandrede sig ikke under Studenteraarene".
​
​Sommeren 1859 blev han, netop fyldt 19 år, student med første karakter. Første rusår læste David philosophicum og søgte juridiske forelæsninger. Skønt det juridiske studium hverken begejstrede eller fængslede ham, var han klar over, at han havde bedre forudsætninger og anlæg for dette studium end andre, så man kan sige at hjernen vandt over hjertet. Skulle han have fulgt det sidste var valget faldet på historie og nationaløkonomi. Også litteraturen havde David haft berøring med og var ikke upåvirket af forfatteren Johan Ludvig Heiberg og i særdeleshed af filosoffen Søren Kirkegaard, hvis værker og tanker lå bagved, når han talte.
Kors i marmor med fod af travertinsten. Ramme i travertin
1865 var David kommet så langt i sine juridiske studier at han kunne indstille sig til den afsluttende eksamen. Nu var han fri til at kunne realisere sin store drøm: at rejse udenlands. Dog gik det som sædvanligt, det kneb med at skulle forlade hjemmet, beslutningen var svær at fatte. Til slut tog han så beslutningen.
Hjemme fulgte hans forældre, bankdirektør Christian Georg Nathan David (1793-1874) og hustru Georgine Nicoline (1811-1890) bekymrede sønnens rejse via brevene og har sikkert gjort sig nogle overvejelser om, hvordan det skulle spænde af.
Den norske digter Henrik Ibsen mødte den unge David og skrev til Georg Brandes den 25. april 1866: "Omtrent i Midten af Marts kom David tilbage fra en Udflugt i det Nepolitanske. Han var livlig og forholdsvis munter, men legemligt ikke ganske vel; navnlig talte han om lette Feberfornemmelser, som dog ikke hindrede ham i at færdes blandt os andre, og som hverken han selv eller vi tillagde nogen Betydning, da de her ere saa hyppige især udover Vaaren. Jeg talte ofte med ham efter Tilbagekomsten, oftere end før; det var somoftest de politiske Forhold hjemme, der beskjæftigede os. Fra hans Udflugt sydover var det især Sorento, der havde tiltalt ham; Beliggenheden lige ved Havet fandt han henrivende, og naar han led under Heden og Feberfornemmelserne og Sciroccoen, som just i de Dage hjemsøgte os, undslapp der ham hyppigt gjentagne og usædvanligt livlige Ytringer om, hvor herligt det nu ville være at kunne springe ud fra den høje Strand dernede ved Sorent og faa sig et godt kjølende Bad. (Mærk dette).
Fredagen den 23de Marts saa jeg David i Foreningens Lokale; han havde tegnet sig som Deltager i et Gilde, vi om Aftenen skulde give for Etatsraad *Bravo. Han syntes rask, men tog Medicin, og fortalte at han havde raadspurgt Dr. Erhard, der havde paalagt ham almindelig Forsigtighed i Diæt og givet ham nogle Draaber. Ved Gildet for Bravo var David ikke tilstede; det blev sagt, at han var gaaet tilsengs.
Lørdagen den 24de var der om Aftenen almindelig Sammenkomst med Konsert i den skandinaviske Forening. Kl. 8½ saa jeg David, der syntes oprømt. Vi talte endel om min Bog, hvilken jeg lovede at laane ham næste Middag og spurgte ham i den Anledning, paa hvilken Sal han boede. Hertil svarede han: første Sal, og tilføjede, at Musiken og Heden generede ham; han vilde gaa tilsengs. Strax efter hørte jeg af Kammerherre Wolfhagen, at han var gaaet hjem.
Gaarden, hvor David boede, er et Hjørnested. Den har Facade till Corso og en lang Sidebygning ud till en trang Overskjæringsgade: Via della croce. Denne Sidebygning er uregelmæssig. Her boede David; ikke, som han havde sagt, paa 1ste, men paa 3dje eller 4de Sal (hvilken af Delene er vanskeligt at sige med Bestemthed, da Gulvene i de forskjellige Værelser ikke ligger i Plan med hverandre). I Forhuset till Corso boer en fransk Oberst; en Skildvagt staaer udenfor. Henimod Kl. 4 om Natten till Palmesøndag hørte Soldaten et tungt Fald inde i Strædet Via della croce, han ser efter og finder et nøgent Menneske ligge livløs paa Brostenene. Det var David; Vinduet till hans Værelse stod Aabent. Vagten gjorde naturligvis Anskrig og fik tilkaldt nogle Sygebærere fra det nærliggende store Hospital St. Giacomo, hvorhen han strax blev bragt.
Kand[idat] Kierkegaard var den første, som erfarede det passerede, da han om Morgenen vilde forhøre sig om Davids Befindende; han fik Konsulen tilkaldt, denne forseglede den Afdødes Papirer og overgav disse tilligemed hans øvrige Effekter till hans Tante, Prindsesse Pignatelli.
Da den Afdøde ikke var Katholik, kunde Liget ikke forblive i St. Giacomo; hans Tante havde tabt al fatning og havde desuden efter de her gjældende Love ikke Tilladelse til at henbringe den Døde till sin Bolig. Liget blev derfor Søndags Middag ført till den skandinaviske Forening, hvor en Stadslæge, samt derpaa Dr.: Erhard, i Politiets Nærværelse om Mandagen foretog Obduction for at faa Dødsaarsagen konstateret. Jeg var tilstede. Faldet havde været øjeblikkeligt dræbende. Kjendetegn paa en stærk og hurtigt udviklet Tyfus var tillstede.
Tirsdagen efter Dødsfaldet blev han begravet ude paa den venlige protestantiske Kirkegaard; saagodtsom samtlige Nordboere fulgte, og vi afsluttede derude, paa en alvorligere Maade end sædvanligt, vort Samliv for denne Vinter. Jeg har nu fortalt Dem den hele ulykkelige Begivenhed, koldt, som en officiel Indberetning; men saaledes kan jeg nu se tillbage paa den, naar det behøves, og saaledes antager jeg, at De er bedst tjent med at modtage den. De var meget ofte tillstede i Deres afdøde Vens Tanker under hans sidste Levedage. Jeg kjendte ham vistnok ikke tilbunds, men det saa jeg, at der var mange stille smukke Dybder i ham".