Efter de første litterære forsøg vendte Hauch tilbage til naturvidenskaberne, han fik en doktorgrad og rejste derefter sydpå; det var i året 1821. Han måtte dog snart opgive sine studier, da han kom til skade med sit ben, som tilsidst måtte amputeres. Dette skete i Napoli og hændelsen gjorde ikke hans syn på tilværelsen lysere.

Inden han rejste sydpå havde Hauch afslået en stilling i Sorø, idet han ønskede en blivende tilværelse i Italien. Forholdene her var dog ikke de bedst ønskelige, hans økonomi var helt i bund, så tilsidst forsøgte han forgæves at begå selvmord. Denne oplevelse havde den gunstige virkning at han nu fik lidt ro i sindet og kunne vende sig mod digtningen igen.

Seks år tilbragte Hauch i udlandet, så vendte han hjem for at tiltræde en stilling som underviser ved Sorø Akademi. Digteren havde nu også opnået en alder, hvor han mente, han måtte have en kone. Han fandt også en, men som han selv skriver: "Det er en god dannet højst uskyldig pige, i mine år er det dog mer overlæg end lidenskab, der leder valget uagtet jeg ej kan nægte at jeg er hende ret inderlig hengiven". Desværre kom  brevet til fru Hauchs kendskab og det tilgav hun ham aldrig.

Hauch fik skrevet ialt 20 større skuespil men noget større bifald fik han ikke. I Sorø skrev han nogle historiske romaner bl.a. om Christian den anden og Dyveke, hvor han som model for Dyveke benyttede Øhlenschlægers datter Lotte. Lotte skulle efter datidens forhold  have opført sig ret forargeligt bl.a. ved at være kæreste med skuespilleren Ludvig Phister. De blev dog senere gift men ved hendes død udtalte Carsten Hauch: "Nu er da det fyrværkeri udbrændt der her i verden fik navn efter Charlotte". Hauch ville gerne som digteren Bernhard Severin Ingemann ende sine dage i Sorø, men han blev forflyttet til Kiel. Et ønske havde han tilbage. At gense Italien, hvorfra han havde så mange minder, gode som dårlige.    

Den 18. november 1871 ankom Carsten Hauch efter 44 års fravær til Rom, ledsaget af sin familie. Den gamle digters ophold i Rom omtaler Frederik G. Knudtzon i sine erindringer således: "Italiens nye Hovedstad øvede en ganske anden Tiltrækningskraft paa Europas Rejsende end hint Pius den Niendes Rom, som for mig og mange andre staar som noget Tabt, der aldrig kan vindes igen. Og de skandinaviske Rejsende var alle Slags: fornemme Personer og jævnere Kunstnere, med og uden Fruer - en virkelig broget Vrimmel, der som regel gav Møde i den Skandinaviske Forening. Jeg vilde skrive 100 Navne op paa Romafarere fra Danmark og Broderrigerne i Vinteren 1871-72. Dog kan det strax siges, at de Rejsende jo langtfra repræsenterede den samme Betydelighed, og derfor ogsaa øvede en meget forskellig Tiltrækning paa den mere menige Del af den skandinaviske Koloni.

Der var f. Ex. den gamle Digter Carsten Hauch, som kunde glæde sig ved den almindelige Sympati fra alle Danske, ikke blot som den betydelige Digter, men som endnu mere paa Grund af sin Personlighed. Denne var præget af Alvor og Veemod, og hist og her mumledes om, at han var rejst ud til Rom for at dø her - han var nu 81 Aar. Det sporedes, at den gamle Digters Forhold til sin medfølgende Familie ikke var helt godt; dette var nok Grunden til at han paa det Trattori, hvor Skandinaverne den Vinter mest holdt til, som Regel viste sig uden Familie, i Selskab med Pietro Krohn og Bredal, der kappedes om at betjene den gamle Digter og vise ham enhver Opmærksomhed".

Forfatteren Aron Meir Goldschmidt var nok den sidste, der besøgte den sygdomsramte Hauch. Da Goldschmidt spurgte Hauch om han følte smerte, svarede den døende nej. "Men jeg overlever mig selv," tilføjede han, "og det er det, som altid har forfærdet mig. Legemet bliver mig en Byrde. Og det er meget lettere at dø, end saa Mange antage. Jeg veed, at jeg har Udødeligheden i mig og skal gaa ind til et andet Liv. Det veed jeg, det føler jeg med største Sikkerhed. Hils Alle hjemme i Danmark!". Jeg sad med hans Haand i min, - fortæller Goldschmidt - og ved de sidste Ord trykkede han den så varmt og kraftigt som en Mand, der skulde leve længe. Fruen kom ind og antydede, at det var bedst, jeg gik, for at han ikke skulde overanstrenge sig med at tale. Jeg reiste mig; men da vi atter var ene, sagde han: "De gaaer nu fra mig for sidste Gang," og da jeg allerede var i Døren, hørte jeg ham sige med ubeskrivelig blid, men fast, kraftig Stemme: "Gud være med Dem! Hils hjemme!". Jeg gik tilbage til ham og sagde: "Farvel saa længe, Hauch!". Han gav mig Haanden og sagde: "Jeg dør rolig. Jeg har faaet meget arbeidet, og alle Mine ere forsørgede. Man har været god imod mig. Jeg har Ingen at klage over. Jeg vil komme til at ligge ved Cestius' Pyramide. Jeg vilde maaske have foretrukket Bøgeskoven; men det er jo aldeles ligegyldigt, hvor Legemet kastes hen. Gaa med Gud og hils Danmark!".     
 

Frederik G. Knudtzon var heller ikke uberørt, da den stolte og værdige Carsten Hauch tog afsked med livet: "Og nu kommer jeg til den hældende Sæsons triste Begivenhed. Den 4. Marts 1872 døde Johan Carsten Hauch. Vi havde jo set ham her i Rom kæmpende med sine personlige Forhold, set ham blive støttet af Kunstnerne og anet, at han ikke i sin egen Familie fandt den Hygge og Kærlighed, som den 80-aarige saa meget trængte til. Og vi havde ved Julefesten i Foreningen afsunget hans vemodige Sang: "Men Vejen til Hjemmet er lang". Nu var hans dunkle Drøm gaaet i Opfyldelse, og hans trætte Legeme skulde stedes til Hvile under de immergrønne Træer ude ved Cestiuspyramiden, hvor mange Skandinaver laa begravede. Ifølge Landets Skik fulgte Jordfæstelsen hurtigt ovenpaa Dødsfaldet, og allerede den følgende Dag - den 5. Marts - Kl. 5 samledes saa godt som alle de Skandinaver, der opholdt sig i Rom, for at vise Hauch den sidste Ære. Vejret var foraarsagtigt mildt. Den tyske Præst holdt den egentlige Begravelsestale inde i et lille Kapel, som ligger tilhøjre for Indgangen til Kirkegaarden. Derefter blev Kisten baaret ud til Graven, og her bragte Ingerslev ham et sidste Farvel. Saa blev Kisten sænket ned, og derpaa blev en af de Tilstedeværende afsunget en Sang, skrevet af den norske Digter Munch. Skøndt Hauchs Julesang ikke kunde siges at være noget særlig lødigt Udslag af hans lyriske Muse, var dog Munchs dog mattere. Han havde valgt samme Melodi, og i et af de mellemste Vers kom Ordene igen: "Men Vejen til Hjemmet er lang". Stemningen genkaldtes. Digtets Slutningslinie lød: "Men Vejen til Hjemmet han fandt". Man kunde ikke undgaa at faa det indtryk, at Familien Hauch følte Trang til hurtigt at faa udslettet Mindet om dens Oplevelser i Rom; thi de forlod Staden en af de følgende Dage".