Karen Marie Elsabeth Dinesen
Marie Dinesen blev født i 1873 som datter af tidligere friskolemand og gårdejer Rasmus Dinesen i Høve, Sorø amt. Efter grundskolen kom hun på højskole og deltog bl.a. i et træf for unge ved Himmelbjerget, hvor den norske digter og folkefører Bjørnstjerne Bjørnson talte. Dette gjorde så stort et indtryk på hende, at det varede hele livet. Kort efter blev Marie som så mange andre unge på den tid grebet af udlængsel og hendes store ønske var at komme til Californien, men forældrene sagde nej til disse drømme og Marie drog først til England, hvor hun havde fået plads hos dronning Victorias livlæge, en gammel skrøbelig herre i et for Marie Dinesen alt for fornemt hus. Hun blev der kun kort og fortsatte til Italien, først til Napoli og derefter til Rom.
Her blev hun ved et tilfælde, som hun selv fortæller, sat igang med hotelvirksomheden, idet hun på en af sine ture i byen mødte to damer, der spurgte om vej til Peterskirken. Ved samme lejlighed fortalte damerne at de begge var meget utilfredse med deres hotel og om det ikke var noget for hende som skandinav at åbne et hotel. Det var det!
​
Og i tiden mellem en lille tre-værelses lejlighed og det hyggelige hotel ved Via Veneto gennemlevedes mange prøvelser, hvor Marie Dinesen måtte begynde forfra tre gange på grund af krige, saneringer og besættelsen. Men dette til trods var fru Dinesens hotel konstant et samlingspunkt for skandinaver i Rom og mange kendte kunstnere boede her, når de kom forbi Rom.
Af de mest kendte kan nævnes Drachmann, Johannes Jørgensen, Kaj Munk, Bjørnson, Anna Ancher og Michael Ancher, P.S. Krøyer og Kristian Zahrtmann på vej fra eller til Civita d'Antino. Som man kan forstå var der mange stamgæster og længere varende ophold og det betød, at Marie Dinesen fik et godt kendskab til kunstnerne og måtte tage sig specielt af nogle af dem.
Oprejst sten i peperino (albanosten) med ramme i travertin. Medaillon “Natten” af Bertel Thorvaldsen.
Bl.a. siges det at Kaj Munk skulle have været meget krævende og man måtte fra hotellets side sørge for alt og næsten følge ham til toget og placere ham i den rigtige kupé.
I 1937 kunne Marie Dinesen fejre 40 års jubilæum i Rom og som hun selv formulerede det; "1897: to kopper og to teskeer" og "1937: to hundrede værelser"
Hendes aktiviteter i Rom medførte at hun selv kom til at høre til de kendte, så da hun i 1948 fyldte 75 år, blev der festet i Den Skandinaviske Forening. 1951 tildeltes hun Kongelig Belønningsmedaille og dette fejredes med en stor fest af den danske koloni. Kong Frederik og Dronning Ingrid var ofte i Rom og undlod ikke at hilse på den gamle dame, som Kongen yderligere tildelte ridderkorset i 1964.
Fru Dinesen blev en meget gammel dame, der udover at nyde en ægte whisky hver dag, også nød sine børnebørn og oldebørn tumle ved familiebordet i restauranten. Hun havde tidligere gjort sig sine tanker om livets afslutning og ønskede at blive stedt til hvile i sin fødeby Høve. Som hun udtrykte det: "Endnu inden mine bedste arbejdsår sluttede, før jeg fyldte de tres, valgte jeg mit gravsted her, - her hvor min kærlighed begravedes da min lykke på jorden ophørte. Jeg lod mit navn mejsle på en gravsten, hvor kun dødsdatoen mangler. Intet ville være mere naturligt end at ende hjemme på det sted, hvor jeg er født og hvorfra jeg rejste ud i verden. Intet forekommer mig mere sikkert, end at jeg skal begraves her, når mit livsløb slutter, hvor det end måtte ske. Og alligevel - min livserfaring har gjort mig ydmyg. Hvem kan vel sikre sig et gravsted? Kanoner kan dræbe mennesker i tusindevis, atombomber kan tilintetgøre alt - også vore lig. Ingen kan vide sig sikker på dagen i morgen --".
Nej, ingen kan vide sig sikker på dagen i morgen. Marie Dinesen døde og blev begravet i Rom, hvor hendes søn Rasmus (Erasmo) allerede var stedt til hvile i 1962. Senere blev også datteren Karen (Constanza) gravsat her. Vejen til hjemmet blev for lang for Marie Dinesen.