Carl Frederik Holbech

Propritærsønnen Holbech kom til København 1824 for at uddanne sig til billedhugger. Med stor iver kastede han sig over opgaven og vandt efterhånden både den lille og store sølvmedaille, men da det drejede sig om guldmedaillerne lykkedes det ikke. I og med at det var den eneste måde at få adgang til rejselegaterne, var det mere eller mindre en katastrofe for en fremadstræbende kunstner. Holbech opgav derefter at studere ved Kunstakademiet og det lykkedes ham at finde midler til at rejse til Rom i begyndelsen af 1841. Han fik straks plads i Thorvaldsens værksteder og udførte dennes arbejder i marmor. Efter Thorvaldsens død søgte Holbech 1845 forgæves en ledig plads som professor ved Kunstakademiet og han måtte begynde at arbejde selvstændigt som billedhugger. Produktionen var for lille til at den kunne skaffe ham en tålelig økonomisk levefod og et svækket syn forværrede hans situation. Kun en indsamling blandt kunstnere, et tilskud fra Udstillingsfonden og en statsunderstøttelse sikrede ham mod den yderste fattigdom.

Det var da heller ikke Holbechs fåtallige værker, der sikrede hans eftermæle. Nej det var hans samlende rolle for danskerne, og skandinaverne, i Rom. Han var hjælpsom, elskværdig og afholdt af de mange gæstende danskere.

Ligsten i marmor på travertinforhøjning. Ramme i travertin.
Restaureret 1997 ved hjælp af midler fra Ny Carlsberg Fondet.

Og så var der Holbechs præsidentsskab for kunstnerforeningen "Dydsforeningen", der holdt til på tarvelige Osterier. Her købte man vin og fik opdækningen, hvorimod man selv måtte medbringe den faste føde som kød, salat og brød. Forfatteren Aron Meir Goldschmidt, der besøgte Rom 1863, fortæller: "Dydsforeningen blev til en Dag eller en Aften, da Ynglinge og Mænd, der i langsommelig Tid havde været dydige hver for sig, kom til Bevidsthed om deres Fællesdyd [at anse det for en last at drikke dårlig vin. red.]Intet Medlem optages; man er Medlem, endog før man kommer til Rom, og man kjendes paa et eller andet af Naturen givet Frimurertegn, og sandt at sige er et af Tegnene, at man ikke holder af The, Thebord eller Noget, der hører Thevandsglæder til. Præsidenten vælges ikke og er aldrig bleven valgt, men født til sin Post og indsat i den, saa at sige uden menneskelig Hjælp. Jeg vil ikke sammenligne ham med en Fyrste "af Guds Naade"; thi i dette Udtryk ligger ved Siden af noget Verdsligt og Forbrugt tillige noget Helligt, som man ikke vil finde det sømmeligt at anvende paa en simpel dansk Billedhugger, der præsiderer i en Osterie. Sagen er, at H o l b e c h er, næst Thorvaldsen, den eneste danske Kunstner, der saagodtsom udelukkende ved egne Kræfter har formaaet at holde sig i Rom, ja har holdt sig der i nogle og tyve Aar. Generationer af Kunstnere, Poeter, Turister have vexlet omkring ham ligesom Blade og Blomster hvert Foraar, han er bleven staaende som stammen. Skjønt Præsidenten er min Ven, vil jeg ikke smigre ham ved at sige, at han er en s t o r Kunstner; men han er en s a n d Kunstner, har et Instinkt om, at Skønhed er en Form for Sandhed, og elsker Skønheden, er trofast, barnlig, begjærlig efter Viden, hurtig til at se Godt hos Andre og streng i Dommen over sig selv".

Holbech gjorde da et prægtigt indtryk på Frederik G. Knudtzon, når skandinaverne samledes på osteriet i Via della Valle: "Ved det lange Bord var danskerne i Reglen i Overvægt, og den, der Aften efter Aften lyste fremfor nogen var Holbech. Var det hans hvide Skæg og hans flotte Skikkelse, der gjorde det? Jeg ved det ikke! og vil man spørge mig, hvad der gjorde disse Sammenkomster saa behagelige - maa jeg ligeledes blive Svaret skyldig. Store Dybsindigheder eller skarpe og velformede Domme kom ikke frem. Kunstnerne arbejdede jo ikke paa Theorier, og Turisterne var jo ikke alle lige kunstinteresserede. Jeg troer nærmest, at det vederkvægende ved Osteriet bestod i den absolutte Harmløshed og Tvangløshed, som raadede i Selskabet". Her var Holbech højt anset og kaldtes Signore Professore, og de, der var i selskab med ham, blev særlig godt betjente.

Udover at være midpunkt, delte Holbech gerne ud af sine kunstneriske formåen, idet enkelte af de besøgende gerne ville lære at tegne. Ovennævnte Knudtzon nævner tre damer Halkjer, der følte trangen til at udtrykke sig med kul og papir, og henvendte sig til Holbech, eftersom de mente, at han ikke havde saa meget at forsømme, idet han som kunstner var meget lidt produktiv. Holbech stillede sig selvfølgelig til rådighed, udfoldede hele sin charme og damerne kom igang med at tegne efter et gibshoved. Efter undervisningstimerne blev billedhuggeren ofte til frokost og nød maccaronien og den lette sabinervin. Desværre havde man glemt at aftale honoraret for undervisningen. Holbech tog hvad Ravnkilde fik for sine musiktimer, men "man" klassificerede Holbech som en mindre kunstner, ergo kunne man så ikke gå så højt. Knudtzon fik det delikate hverv at forhandle med Holbech: "Med den blødeste og elskværdigste Stemme svarede han: "Naa!, Har jeg været for graadig?". Saa spurgte han, hvor meget vi havde tænkt os. Ja, vi havde syntes at 3 frcs. pr. Time var passende. Saa blev denne Pris lagt til grund for Betalingen.. Mange, mange Gange i mit Liv har jeg med Græmmelse tænkt tilbage paa denne Historie".

Lige så omgivet af beundrende danskere han var, lige så ensomt døde Holbech. Et brev, skrevet af maleren Niels Bredal d. 27 Juli 1880 lyder: "Ravnkilde og jeg var af danske hele Følget, foruden den familie, han havde boet hos de sidste 8 Aar. Han ønskede bestandig selv at dø, og hans Liv var jo udadtil ikke lystigt, blind som han var. Hvad der kan være foregaaet inden i ham, ved kun Gud".

Gennem gæstende danskere modtog Holbech i årenes løb mange hilsener fra gamle Romafarere, mest i form af "Hils nu stakkels Holbech"; han blev retfærdigvis ikke og bliver heller ikke glemt. Vilhelm Bergsøe gjorde ham nemlig til hovedpersonen "Kristian, den gamle" i sin udødelige roman "Fra Piazza del Popolo" og sikrede dermed Holbech den berømmelse, han ikke opnåede gennem sin kunst.