Bergliot Djurhuus (gift Kiilerich)
Fra rigsdagsjournalist til udenrigskorrespondent. Sådan kort kunne Ole Kiilerichs (1907-1983) situation beskrives, da han 1949 slog sig ned i en lille by ikke langt fra Rom. Det forhenværende illegale "Information" skulle være et rigtigt dagblad og den ligeså forhenværende eventyrer, modstandsmand med mere fik tilbudt New York som arbejdsplads og foreslog selv Rom. Og dermed blev det. Næsten, for i den evige stad lærer man sig ikke italiensk ved "at spadsere rundt og ellers holde til i den udenlandske presseforening, hvor man talte mere amerikansk end italiensk. Så med min familie slog jeg mig derfor ned i Castel Nuovo di Porto, otteogtyve kilometer nord for Rom, i en landsby på 3.000 indvånere, ved den gamle hærvej Via Flaminia. Her lejede jeg for en billig penge en mezzadro-bolig. Det er et landhus, som en halvfæster lejer af sin "padrone", en godsejer. Han har fårestald i stueetagen, og bor selv på første sal. Om huset var der en olivenlund, og jeg havde til mine børn et pragtfuldt, skikkeligt, halvgammelt æsel, som jeg også selv brugte til at ride på".
​
Castel Nuovo di Porta ligger på en bjergknold oven for Tibern med en filial ved jernbanestationen.
​
Der boede familien og hvirveles hurtigt ind i det charmerende landsbyliv, som det kun kan foregå i Italien.
I Ole Kiilerichs erindringer, i hovedsagen handler de om politiske forhold, mærker man hans kærlighed til stationsforstanderen, værtinden, uldkræmmeren, fårehyrderne, hushjælpen, præsten, ja til byen og omgivelserne.
Kvadratisk opretstående ligsten samt knækket søjle i marmor.
Desværre gengældte naturen ikke denne uforbeholdne nordiske kærlighed. Et overraskende, heftigt regnskyl, der forvandlede en lille fredelige bæk til en rivende flod, rev Ole Kiilerichs 3 legende børn med sig, den ældste dreng reddede sig i sikkerhed, mens de andre to druknede. Om det var af sorg eller ej, hans færøskfødte hustru døde året efter af et hjertestop.
I 1951 vendte Ole Kiilerich med sin søn tilbage til Danmark.